Eftersom Saxo Bank har hovedsæde i Danmark og derved er underlagt dansk lovgivning, er vi forpligtet til at indberette oplysninger om vores kunder til de danske skattemyndigheder.
Den skattemæssige rapportering foretages på kontoniveau, og vi indberetter som udgangspunkt alt til Skattestyrelsen; se et detaljeret overblik over vores rapportering nedenfor. Der er dog enkelte undtagelser; se Hvad skal du selv indberette?
Bemærk venligst, at Saxo Bank ikke rådgiver om specifikke skattemæssige spørgsmål, og kunder opfordres derfor til at kontakte ekstern rådgivning ved en rådgiver/relevant skattemyndighed vedrørende sådanne spørgsmål. |
Saxo Banks skatterapportering for almindelige handelskonti
For en almindelig handelskonto indberettes følgende til Skattestyrelsen:
- Identitet på kontohaveren og kontooplysninger
- Alle udbytte- og kuponbetalinger
- Indeholdt udbytteskat af udbytter
- Kontantindestående og negative balancer ved årets udgang
- (Fra og med 2023) Kontorenter fra kontantindestående
- Værdipapirbeholdninger ved årets udgang
- Transaktioner (køb/salg/udtræk) i aktier, obligationer og realisationsbeskattede investeringsforeningsbeviser
- Realiseret og ikke-realiseret gevinst eller tab på finansielle kontrakter (futures, optioner, CFD'er, diverse investeringsbeviser og valutaprodukter) ud fra et lagerbeskatningsprincip (dette indberettes udelukkende på personer – ikke på selskaber – iht. dansk lovgivning). Bemærk venligst, at dette ikke overføres automatisk til din årsopgørelse, hvorfor du selv er forpligtet til at angive dette; se Hvad skal du selv indberette?
På baggrund af modtagne indberetninger vil Skattestyrelsen automatisk udfylde din selvangivelse. Vær opmærksom på, at du altid selv skal godkende de oplysninger, som Skattestyrelsen automatisk udfylder på din selvangivelse.
Saxo Banks skatterapportering for Aktiesparekonti
En Aktiesparekonto er en særlig skattebegunstiget konto, hvor beskatning udelukkende sker på kontoen, og Aktiesparekontoen er derfor ikke med i beregning af beskatning på din selvangivelse.
For en Aktiesparekonto indberettes følgende til Skattestyrelsen:
- Værdipapirbeholdninger ved årets udgang
- Kontantindestående ved årets udgang
- Danske udbytter modtaget i løbet af året
- Opgjort beskatningsgrundlag for året på Aktiesparekontoen
- Beregnet skat betalt eller til betaling for året på Aktiesparekontoen
- Opgjort grundlag for afgift ved for meget indskudt på Aktiesparekontoen
- Beregnet afgift betalt eller til betaling for året på Aktiesparekontoen
CRS og anden rapportering
Herudover foretager Saxo Bank CRS rapportering (Common Reporting Standard) til Skattestyrelsen, dvs. indberetning af finansielle oplysninger om samtlige kunder i Saxo Bank, der ikke er bosiddende i Danmark - såfremt kunden er bosiddende i et CRS deltagende land.
Disse finansielle oplysninger omfatter bl.a. kontobalance, handelsvolumen, renteindtægter, kuponer og udbytter, samt anden indkomst (eksempelvis fra finansielle kontrakter) – og det er Skattestyrelsen, der varetager udvekslingen af disse oplysninger med de udenlandske skattemyndigheder, der også deltager i CRS samarbejdet.
Kunder med en tilknytning til USA kan blive rapporteret i FATCA rapportering under en aftale indgået mellem myndigheder i USA og danske myndigheder.
Saxo Bank kan endvidere have indgået aftaler med andre lande om direkte rapportering til myndigheder, hvor myndighederne kan kræve dette, for kunder bosiddende i pågældende land.
Hvad skal du selv indberette?
Du kan læse, hvad du selv skal sørge for at indberette (for din almindelige handelskonto og eventuelt din Aktiesparekonto) nedenfor.
Almindelige handelskonti
Følgende indberettes i henhold til Skattestyrelsens vejledninger ikke (for en almindelig handelskonto) af Saxo Bank:
- Gevinst eller tab på finansielle kontrakter (futures, optioner, CFD'er, diverse investeringsbeviser og valutaprodukter)
- Gevinst eller tab fra aktier på ikke-regulerede markeder
- Gevinst eller tab fra obligationer
- Vederlag fra aktieudlån
- Information om nogle udenlandske selskabshændelser
Aktiesparekonto
Følgende indberettes i henhold til Skattestyrelsens vejledninger ikke (for en Aktiesparekonto) af Saxo Bank:
- Udenlandske udbytter modtaget i løbet af året (hvilket er en afvigelse i forhold til rapportering for en almindelig handelskonto)
- Handler, dvs. køb og salg af værdipapirer (hvilket er en afvigelse i forhold til rapportering for en almindelig handelskonto)
- Beskatningsgrundlag, beregnet skat, grundlag for afgift eller afgift indberettes ikke, hvis kontoen i løbet af året er blevet flyttet til et andet pengeinstitut