En Aktiesparekonto er en særlig form for investeringskonto, som blev introduceret af regeringen i 2019 for at gøre investering i værdipapirer mere fordelagtigt for private investorer. Med en Aktiesparekonto kan du nemlig opnå lavere beskatning på dit afkast (17%) sammenlignet med et almindeligt aktiedepot (27% på under 67.500 i afkast og 42% på alt over) i 2025-takster.
Hvis ikke du allerede har en Saxo-konto, kan du oprette en gratis investeringskonto med en Aktiesparekonto tilknyttet på vores hjemmeside home.saxo.
Hvis du allerede har en Saxo-konto, kan du anmode om at tilknytte en Aktiesparekonto til din Saxo-konto gennem Saxo-platformen: Tilknyt en Aktiesparekonto til din Saxo-konto her.
I denne guide gennemgår vi alt, du skal vide om Aktiesparekontoen, herunder blandt andet hvordan og hvad du kan investere i, samt hvordan skatten præcist fungerer og beregnes.
- Hvad er en Aktiesparekonto?
- Hvordan fungerer en Aktiesparekonto?
- Hvad kan jeg investere i på min Aktiesparekonto?
- SKAT på Aktiesparekontoen – sådan fungerer det
-
Hvordan fungerer lagerbeskatning helt konkret?
- Hvordan beregnes skatten på ASK? Eksempel på både gevinst og tab.
- Hvem indberetter SKAT fra Aktiesparekontoen?
- Hvornår indberettes og trækkes SKAT på Aktiesparekontoen?
- Hvad er muligheden for at indbetale SKAT, så investeringen ikke udhules? Og hvornår har jeg mulighed for at gøre dette?
- Hvordan fungerer tabsfradrag?
- Fordele og ulemper ved Aktiesparekontoen
- Kan det betale sig at have en Aktiesparekonto?
-
FAQ om Aktiesparekonto
- Hvilke forskelle er der på et almindeligt aktiedepot og en Aktiesparekonto?
- Kan jeg flytte min Aktiesparekonto fra en bank til en anden?
- Hvad koster det at oprette en Aktiesparekonto hos Saxo Bank?
- Hvilke omkostninger er der, når jeg investerer via min Aktiesparekonto?
- Hvad sker der med udbytte på en Aktiesparekonto?
- Hvordan beskattes udbytte på en Aktiesparekonto?
- Hvem kan oprette en Aktiesparekonto?
- Kan man oprette mere end én aktiesparekonto?
- Hvad sker der, hvis jeg vil lukke min Aktiesparekonto?
Hvad er en Aktiesparekonto?
En aktiesparekonto er en speciel investeringskonto, der gør det muligt at investere i aktier, ETF'er, indeksfonde og investeringsforeninger med skattemæssige fordele. Du betaler nemlig en lavere skattesats på 17% på afkastet fra investeringer sammenlignet med et almindeligt aktiedepot, hvor skattesatsen i 2025 er 27% på under 67.500 i afkast og 42% på alt over.
Det betyder, at en Aktiesparekonto kan hjælpe dig med at opbygge din formue over tid, uden at skatten æder for meget af dit afkast.
|
Eksempel Hvis du har investeret 100.000 kroner i aktier, og de stiger med 10.000 kroner i værdi, vil du blive beskattet med 17% af de 10.000 kroner. Skatten vil derfor udgøre 1.700 kroner, som er lavere end beskatningen af et almindeligt aktiedepot, hvor du ville blive beskattet med 27% - det vil sige 2.700 kroner i dette eksempel – på gevinsten. Du beholder dermed 1.000 kroner ekstra af dit afkast. |
Hvordan fungerer en Aktiesparekonto?
En Aktiesparekonto fungerer ved, at du opretter kontoen hos en bank eller en mægler, der tilbyder denne type konto. Når kontoen er oprettet, kan du begynde at investere i de tilladte værdipapirer som aktier, ETF'er og investeringsforeninger.
Du kan vælge at investere og handle for et engangsbeløb, eller du kan indbetale løbende på kontoen – f.eks. hver måned – og lave flere handler.
Aktier og ETF’er, der handles gennem Aktiesparekontoen, beskattes på en særlig måde – nemlig med lagerbeskatning. Det betyder, at der regnes skat af kontoens samlede gevinst eller tab ved årets slutning, uanset om du har solgt eller ej. Læs mere om lagerbeskatning under Hvordan fungerer lagerbeskatning helt konkret?.
Hvordan investerer jeg gennem min Aktiesparekonto?
Investering gennem Aktiesparekontoen fungerer på samme måde som investering gennem et almindeligt depot, men med de ekstra skattefordele. Når du har oprettet kontoen, kan du vælge at investere i aktier, ETF'er og investeringsforeninger, som er godkendt af SKAT. Det er langt størstedelen af de mest attraktive investeringsmuligheder heldigvis.
Du kan vælge aktiver på de online platforme, som din udbyder tilbyder. Her kan du handle med aktier og ETF’er på både på danske og udenlandske markeder, alt efter hvad der er tilgængeligt gennem din udbyder.
Hver gang du køber eller sælger investeringer på din Aktiesparekonto, opdateres din beholdning automatisk.
Hvor meget kan jeg indbetale på min Aktiesparekonto i 2025?
I 2025 er den årlige indbetalingsgrænse for Aktiesparekontoen 166.200 kroner. I 2026 stiger indbetalingsgrænsen til 172.400 kroner. Det betyder, at du kan indbetale op til dette beløb hvert år på din Aktiesparekonto og få fordelene af den lavere skat.
Du kan selvfølgelig vælge at investere mindre, men du kan ikke overskride denne grænse. Grænsen for, hvor meget du kan indbetale, fastsættes af Skatteministeriet og justeres årligt. I 2019, da Aktiesparekontoen blev oprettet som en mulighed, var grænsen blot 50.000. Siden er den løbende blevet øget.
Hvis dit afkast gør, at du overskrider beløbsgrænsen, behøver du ikke trække penge ud. Du må samtidig gerne skyde ekstra penge ind til at dække skattebetalingen ved evt. afkast. Du må derudover også gerne supplere op til beløbsgrænsen, hvis du har negativt afkast på din investering.
|
Eksempel Forestil dig, at du i januar 2025 indsætter det maksimale beløb på din aktiesparekonto: 166.200 kroner.
Overordnet kan du altså genopfylde din Aktiesparekonto, hvis du har tab, og undgå unødvendige hævninger, hvis du har gevinst. |
Hvor gammel skal jeg være for at have en Aktiesparekonto?
Du skal være fyldt 18 år for at kunne oprette en Aktiesparekonto.
Hvad kan jeg investere i på min Aktiesparekonto?
Med en Aktiesparekonto kan du investere i et bredt udvalg af aktiver, der er godkendt af SKAT. Dette inkluderer primært aktier, ETF'er samt visse investeringsforeninger og indeksfonde.
På den måde kan du sammensætte en diversificeret portefølje af investeringer, som er tilpasset din risikovillighed og investeringsstrategi. Det kan f.eks. være en kombination af danske og udenlandske aktier samt en eller flere brede ETF’er, der dækker store dele af verdensmarkedet.
Hvilke aktier kan jeg købe med min Aktiesparekonto?
Aktier på både danske og udenlandske markeder kan købes med en Aktiesparekonto. De aktier, du kan investere i, skal være godkendt af SKAT, og de skal være børsnoterede. Vi har samlet en inspirationsliste over top 10 af mest populære aktier, der er berettigede til investering via Aktiesparekontoen. Se, de mest handlede aktier på Aktiesparekontoen hos Saxo Bank på Saxo-platformen.
På en Aktiesparekonto kan du derfor investere i aktier i både store etablerede virksomheder og mindre vækstvirksomheder – præcis som på et almindeligt aktiedepot.
Hvilke ETF'er kan jeg købe med en Aktiesparekonto?
ETF’er er generelt populære pga. deres lave årlige omkostninger. ETF’er, der er godkendt af SKAT, kan også købes gennem din Aktiesparekonto. Vi har samlet en inspirationsliste over top 10 af mest populære ETF’er, der er berettigede til investering via Aktiesparekontoen. Se, de mest handlede ETF'er på Aktiesparekontoen hos Saxo Bank på Saxo-platformen.
Denne liste omfatter både akkumulerende og distribuerende ETF’er, og du kan vælge den type, der passer bedst til din investeringsstrategi. Du kan finde mere information om både godkendte aktier og ETF’er på vores hjemmeside home.saxo.
Hvilke ETF'er er bedst til Aktiesparekontoen? Akkumulerende vs. distribuerende
Når du investerer i ETF'er via en Aktiesparekonto, er der forskel på akkumulerende og distribuerende ETF'er, især hvad angår beskatning.
Akkumulerende ETF'er geninvesterer udbyttet, så du ikke betaler skat af udbyttet løbende, men først når du sælger ETF'en.
|
Eksempel Hvis du investerer 100.000 kroner, og ETF'en genererer et udbytte på 3.000 kroner, bliver udbyttet geninvesteret. |
Distribuerende ETF'er udbetaler udbyttet, som du beskattes af løbende, hvilket kan være en ulempe i forhold til akkumulerende ETF'er.
|
Eksempel Hvis du investerer 100.000 kroner, og ETF'en giver 3.000 kroner i udbytte, får du udbetalt beløbet. |
Typisk anbefales akkumulerende ETF’er til en passiv strategi pga. følgende fordele:
- Akkumulerende ETF'er geninvesterer udbyttet automatisk, hvilket sparer investoren for at tage stilling til geninvestering
- Færre transaktioner, som giver mindre bøvl og lavere omkostninger for investoren.
- Akkumulerende ETF’er er lagerbeskattede uanset om de købes på et almindeligt aktiedepot eller på en aktiesparekonto. Derfor giver det mening at købe dem på sin Aktiesparekonto, hvis man er interesseret i at investere i ETF’er.
Investeringsforeninger og indeksfonde på Aktiesparekontoen
Også investeringsforeninger og indeksfonde kan købes gennem Aktiesparekontoen. Det er en fordel, at du på den måde kan opnå en diversificeret portefølje uden at skulle vælge hver enkelt aktie eller ETF selv.
Foreninger og fonde kan være et godt valg, hvis du ønsker en diversificeret og langsigtet investeringsstrategi.
Kan jeg investere i udenlandske aktier på min Aktiesparekonto?
Ja, det er muligt at handle udenlandske aktier via din Aktiesparekonto. Du kan investere i aktier fra hele verden, så længe de er børsnoterede, og de opfylder SKATs krav for aktier, der kan handles på en Aktiesparekonto.
SKAT på Aktiesparekontoen – sådan fungerer det
En af de primære fordele ved Aktiesparekontoen er naturligvis den lavere beskatning sammenlignet med et almindeligt aktiedepot. Skatten på afkastet fra din Aktiesparekonto er på 17%, hvilket er betydeligt lavere end skatten på aktiegevinster på almindeligt aktiedepot (27% under 67.500 og 42% på alt over dét).
|
Eksempel Hvis du investerer 100.000 kroner og får et afkast på 20.000 kroner, betaler du på din Aktiesparekonto kun 17% i skat af gevinsten, altså 3.400 kroner. Havde du haft samme investering i et almindeligt aktiedepot, ville skatten være 27% på de første 67.500 kroner af din samlede aktieindkomst og 42% på alt derover. I dette tilfælde ville skatten på de 20.000 kroner være 5.400 kroner, hvis du ikke havde anden aktieindkomst. Forskellen i skat betyder, at du på din Aktiesparekonto i dette eksempel beholder 2.000 kroner mere af dit afkast. Husk dog, at du på en Aktiesparekonto betaler skat, uanset om du har solgt eller ej – den såkaldte lagerbeskatning. |
Hvad er skattesatsen på Aktiesparekontoen?
Skattesatsen på Aktiesparekontoens afkast er 17%. Dette gælder for både gevinst og udbytte, og skatten beregnes som en fast lagerbeskatning af dit samlede afkast i løbet af året.
|
Eksempel Hvis du får en gevinst på 30.000 kroner på din Aktiesparekonto, vil du betale 17% i skat, som giver 5.100 kroner. Du kan dermed beholde de resterende 24.900 kroner. Du skal betale skatten uanset, om du har solgt eller ej, og du har derfor mulighed for at supplere med en ekstra betaling på de 5.100 på dit depot, selvom du har ramt indbetalingsgrænsen. |
Hvordan fungerer lagerbeskatning helt konkret?
Aktiesparekontoen beskattes med lagerbeskatning. Det betyder, at du betaler skat af den gevinst, du opnår på din investering, uanset om du har solgt dine værdipapirer eller ej.
Skatten trækkes automatisk af udbyderen og indberettes til SKAT. Hvis du har et tab, kan du få skattefradrag, som kan trækkes fra fremtidige gevinster.
Hvordan beregnes skatten på ASK? Eksempel på både gevinst og tab.
Skatten på Aktiesparekontoen beregnes ud fra den værdi, du har opnået på kontoen. Det sker ved en såkaldt lagerbeskatning, hvor du årligt betaler skat af den gevinst, der er opnået på din konto, uanset om du har solgt eller ej.
Eksempel på gevinst:
Lad os sige, at du har investeret 150.000 kroner på din Aktiesparekonto, og din investering er steget med 30.000 kroner. Skattesatsen på Aktiesparekontoen er 17%, og du bliver beskattet af den gevinst, du har opnået. Her er beregningen:
- Investeret beløb: 150.000 kroner
- Gevinst: 30.000 kroner
- Skat på gevinst: 30.000 kroner * 17% = 5.100 kroner
Så du vil blive beskattet med 5.100 kroner på gevinsten.
Eksempel på tab:
Lad os i stedet sige, at du har investeret de samme 150.000 kroner, men din investering er i dette eksempel faldet med 30.000 kroner i værdi.
Skatteberegningen fungerer på samme måde, men da du har et tab, vil du ikke skulle betale skat af det, men du kan bruge tabet til at få et tabsfradrag, som kan modregnes i fremtidige gevinster.
- Investeret beløb: 150.000 kroner
- Tab: 30.000 kroner
- Skat på tab: Der betales ikke skat på tabet. Du kan bruge tabet til at modregne fremtidige gevinster.
Skattemyndighederne tillader dig nemlig at trække tabet fra evt. fremtidig gevinst, hvilket betyder, at du kan reducere den skat, du evt. skal betale i fremtiden.
Hvem indberetter SKAT fra Aktiesparekontoen?
Indberetningen af skatten fra din Aktiesparekonto bliver håndteret af din udbyder. Hos Saxo Bank sørger vi for – automatisk og rettidigt – at beregne den korrekte skat på din gevinst eller tab og indberette dette direkte til SKAT.
Hvornår indberettes og trækkes SKAT på Aktiesparekontoen?
SKAT bliver indberettet og trukket automatisk i slutningen af året. Det sker normalt i februar året efter opgørelsen, og du vil modtage en årsopgørelse fra din bank eller udbyder, hvor du kan se den beskattede gevinst eller tab. Læs mere i vores artikel Hvordan beskattes min Aktiesparekonto?.
Hvad er muligheden for at indbetale SKAT, så investeringen ikke udhules? Og hvornår har jeg mulighed for at gøre dette?
Du kan indbetale penge på Aktiesparekontoen før skat, hvilket betyder, at du kan sørge for, at der er penge til at dække skatten af dine gevinster.
|
Eksempel Hvis du f.eks. har haft en gevinst på 10.000 kroner, kan du vælge at indbetale penge før slutningen af året for at dække skatten. I dette tilfælde vil det svare til 1.700 kroner ekstra (17% af 10.000). |
Hvordan fungerer tabsfradrag?
Hvis du har lidt et tab på din investering, kan dette bruges til at få skattefradrag, som kan reducere din skattepligtige gevinst i fremtidige år. Dette kan være en fordel, hvis du har haft en tabspræget investering, og du ønsker at udnytte tabet til at reducere din samlede skattebetaling.
|
Eksempel på tabsfradrag Lad os sige, at du har investeret 150.000 kroner på din Aktiesparekonto, og din investering er faldet med 30.000 kroner. Din samlede saldo på kontoen er nu 120.000 kroner. Du kan bruge dette tab til at modregne fremtidige gevinster. Forestil dig, at du næste år får en gevinst på 40.000 kroner fra dine investeringer. I stedet for at blive beskattet af de 40.000 kroner kan du trække dit tidligere tab på 30.000 kroner fra den gevinst, du har opnået. Skatteberegning:
I dette tilfælde skal du kun betale skat af 10.000 kroner i stedet for de 40.000 kroner, hvilket resulterer i en skattebetaling på 1.700 kroner i stedet for 6.800 kroner, som ville have været skatten af 40.000 kroner. |
Fordele og ulemper ved Aktiesparekontoen
Opsummeret er der særligt følgende fordele og ulemper ved Aktiesparekontoen, som for de fleste privatinvestorer overordnet set vil være et godt valg:
Fordele:
- Lavere skattesats på 17%.
- Mulighed for at investere bredt i både aktier, ETF’er og indeksfonde.
- Lagerbeskatning kan gøre det lettere at planlægge beskatning, så man ikke får et stort skattesmæk ved realisering af stort positivt afkast.
Ulemper:
- Årligt indbetalingsloft på 166.200 kroner (2025). Indbetalingsloftet stiger til 174.200 kroner i 2026.
- Nogle aktiver kan ikke handles på kontoen.
- Lagerbeskatning kræver, at der løbende sættes penge af til at betale skat, selvom man ikke sælger og dermed realiserer en gevinst.
Kan det betale sig at have en Aktiesparekonto?
Aktiesparekontoen er især fordelagtig for dem, der ønsker at investere på lang sigt og drage fordel af skattefordelene.
Hvis du for eksempel har planlagt at investere over 10 år og opnå en gennemsnitlig årlig gevinst på ca. 10.000 kroner, vil skatten på din gevinst være minimum 10% lavere (og dermed 1.000 kroner), end hvis du havde haft et almindeligt aktiedepot. På et enkelt år er dette beløb selvfølgelig relativt lavt, men over lang tid vil både renters rente og akkumuleret tid gøre det til et markant beløb.
FAQ om Aktiesparekonto
Hvilke forskelle er der på et almindeligt aktiedepot og en Aktiesparekonto?
Den primære forskel er, at en Aktiesparekonto beskattes med en fast sats på 17%, mens et almindeligt aktiedepot beskattes med 27% for gevinster op til 67.500 kroner og 42% på alt derover.
Dermed giver Aktiesparekontoen mulighed for at betale mindre i skat på afkastet, og du beholder derfor mere af din gevinst.
En anden forskel er, at du på et almindeligt aktiedepot typisk har ubegrænset adgang til værdipapirer – hvor det på en Aktiesparekonto kan være begrænset, hvad du kan investere i.
Derudover er selve beskatningsmåden også en stor forskel, da almindelige aktiedepoter realisationsbeskattes, mens Aktiesparekontoen lagerbeskattes.
Kan jeg flytte min Aktiesparekonto fra en bank til en anden?
Det er ikke muligt at overføre enkelte positioner til/fra din Aktiesparekonto hos Saxo Bank.
Det er ikke muligt at overføre en Aktiesparekonto til Saxo Bank på nuværende tidspunkt.
For at overføre din Aktiesparekonto ud af Saxo, skal du kontakte din modtagerbank, som derefter vil kunne igangsætte overførslen.
Hvad koster det at oprette en Aktiesparekonto hos Saxo Bank?
Oprettelse af en Aktiesparekonto er gratis hos Saxo Bank.
Hvilke omkostninger er der, når jeg investerer via min Aktiesparekonto?
Når du investerer via en Aktiesparekonto, kan der være flere omkostninger:
- Handelsomkostninger som gebyrer, der opkræves ved køb og salg af aktier eller ETF’er.
- Depotgebyrer, f.eks. et månedligt gebyr for at opbevare værdipapirerne i depotet.
- Forvaltningsgebyrer, hvis du investerer i f.eks. aktivt forvaltede investeringsforeninger.
|
Eksempel Hvis du køber aktier for 10.000 kroner og betaler et handelsgebyr på 0,1% pr. handel, vil du betale 10 kroner i gebyr. Hvis du investerer 10.000 kroner i en forening med et årligt forvaltningsgebyr på 0,2%, vil du betale 20 kroner årligt for forvaltningen af din investering på 10.000 kroner. |
Hvad sker der med udbytte på en Aktiesparekonto?
Udbytte, der genereres på en Aktiesparekonto, beskattes automatisk. Hvis du investerer i aktier eller ETF'er, der betaler udbytte, vil udbyttet blive indberettet til SKAT, og du vil blive beskattet af det med 17%, som er den gældende sats for Aktiesparekontoen.
Udbyttet bliver automatisk geninvesteret, hvis du f.eks. har valgt en akkumulerende ETF.
Hvordan beskattes udbytte på en Aktiesparekonto?
Udbytte fra aktier eller ETF’er på din Aktiesparekonto beskattes med 17%. Beskatningen sker løbende, når udbyttet udbetales, og det er din depotudbyder, der indberetter det til SKAT.
Skatten på udbytte er derfor lavere end den almindelige beskatning af aktier, som er enten 27% eller 42% afhængigt af afkastet (under eller over 67.500 kroner).
|
Eksempel Hvis du modtager 1.000 kroner i udbytte fra dine aktier på Aktiesparekontoen, vil du blive beskattet af de 1.000 kroner med 17%, og du skal betale 170 kroner i skat. Du vil derefter have 830 kroner tilbage, som kan geninvesteres eller bruges, som du ønsker. |
Hvem kan oprette en Aktiesparekonto?
Du kan oprette en Aktiesparekonto hos Saxo Bank, hvis du er bosiddende og fuldt skattepligtig i Danmark. Det er ikke muligt oprette en Aktiesparekonto til et mindreårigt barn, da man skal være over 18 år gammel for at oprette en Aktiesparekonto i Saxo Bank.
Hvis du fraflytter Danmark og er skattepligtig i et andet land, vil det ikke være længere være muligt for dig at have en Aktiesparekonto hos Saxo Bank. I dette tilfælde bedes du venligst kontakte os hurtigst muligt, så vi kan beregne eventuel restskat og lukke din Aktiesparekonto.
| Bemærk venligst, at du som dansk indbygger kun må have én Aktiesparekonto i alt, og at der kun må være én ejer af en Aktiesparekonto, dvs. det er ikke muligt at tilknytte en Aktiesparekonto til en fælleskonto. |
Kan man oprette mere end én aktiesparekonto?
Det er kun tilladt at have én Aktiesparekonto. Alle Aktiesparekonti udover den førstoprettede Aktiesparekonto vil skattemæssigt blive behandlet som en almindelig investeringskonto, og der vil dermed ikke være nogen skattemæssig fordel i at oprette flere Aktiesparekonti.
Hvis du ønsker at investere dine frie midler via en Aktiesparekonto hos Saxo Bank men allerede har en Aktiesparekonto i en anden bank, skal din førstoprettede Aktiesparekonto lukkes inden, du åbner en ny hos Saxo Bank.
Hvad sker der, hvis jeg vil lukke min Aktiesparekonto?
Du kan lukke din Aktiesparekonto ved at tilgå din Portefølje > Vælg din Aktiesparekonto > Klik på de tre prikker øverst i højre hjørne > Luk denne konto
Hvis der er investeringer på kontoen, vil du skulle sælge dem og derefter overføre pengene til andet depot eller din konto. Eventuelle gevinster vil blive beskattet, og du skal sikre, at du følger reglerne for gældende beskatning.