Hos Saxo tilbyder vi forskellige ordretyper, som passer til vores kunders forskellige behov, så du har mulighed for at kontrollere, hvordan du kommer ind og ud af markedet, styrer risiko og udnytter markedsmuligheder.
Du kan vælge ordretypen på din ordre ud for Type i handelsvinduet for værdipapiret, som du ønsker at handle.
I denne artikel kan du læse om følgende ordretyper:
Hvad er en ordre?
På de finansielle markeder er en ordre en instruktion om at købe eller sælge et værdipapir. Der findes mange typer af ordre og de bruges til at købe forskellige typer af værdipapirer såsom aktier, obligationer, fonde og CFD'er mm. Hver ordretype angiver forskellige betingelser for, hvordan og hvornår en handel skal udføres.
Simple ordrer
Hvad er en markedsordre?
En markedsordre er en handelsordre, hvor du køber eller sælger til den bedste aktuelle markedspris. Markedsordrer udføres normalt hurtigt, da de matcher med de bedste tilgængelige købs- eller salgsordrer på markedet.
Læs mere om markedsordrer her.
Hvad er en limitordre?
En limitordre bruges til at købe eller sælge værdipapirer til en forudbestemt pris, kaldet limitprisen. Ved køb angiver man maksimumprisen, man er villig til at betale og ved salg angiver man minimumsprisen man er villig til at sælge for.
Ved at anvende en limitordre får du mere kontrol over hvilke priser, du handler til, da en limitordre kun gennemføres, hvis prisen på værdipapiret når limitprisen.
Læs mere om limitordrer her.
Avancerede ordrer
Hvad er en stopordre?
En stopordre er en handelsordre, der udløses, når prisen på et værdipapir når en forudbestemt pris, kaldet stopprisen. Hvis markedsprisen når stopprisen, vil ordren blive udført som en markedsordre til den bedst mulige pris i markedet (som kan være højere eller lavere end stopprisen).
Læs mere om stopordrer her.
Hvad er en stop-loss ordre?
En stop-loss ordre er en handelsordre, der bruges til at begrænse tab på en aktiv position. Når du bruger et stop-loss angiver du en forudbestemt pris, hvor du gerne vil sælge for at begrænse tab. Hvis markedsprisen når den forudbestemte pris, bliver din position solgt automatisk.
Læs mere om stop-loss ordrer her.
Hvad er en take profit ordre?
En take profit ordre bruges til at sikre gevinster på en position. Når du placerer en take profit ordre, definerer du en pris, hvor et værdipapir skal sælges for at realisere en gevinst. Hvis markedsprisen når din forudbestemte pris, bliver handlen gennemført automatisk.
Læs mere om take profit order her.
Hvad er en trailing stop-ordre?
En trailing stop-ordre bruges til at begrænse tab og beskytte gevinster i en position. I modsætningen til en normal stopordre, ændrer stopprisen sig automatisk, hvis positionen går i din favør og lukker hvis prisen falder med en forudbestemt pris eller procent.
Læs mere om trailing stop-ordrer her.
Hvad er en stoplimit ordre?
En stoplimit ordre kombinerer elementer fra stop- og limitordrer. Når du placerer en stoplimit ordre, angiver du en stoppris, hvor handlen skal udløses og derefter en limit pris, som angiver den højeste pris, du er villig til at købe eller sælge til, når stopniveauet er nået.
Læs mere om stoplimit order her.
O.C.O (One-Cancels-the-Other) ordre
En O.C.O-ordre er en handelsordre, der består af to separate ordrer, hvor udførslen af en ordre, annullerer en anden ordre. Når en af de to ordrer bliver udført, bliver den anden ordre automatisk annulleret. En OCO-ordre kan bruges, hvis du ønsker at sætte både en stop-loss ordre og en take-profit ordre på samme tid, og når en af dem udløses, annulleres den anden automatisk.
ALGO (Algoritmisk) ordre
En Algo-ordre er en handelsordre, der udføres automatisk baseret på foruddefinerede regler og parametre. Disse regler kan omfatte faktorer som pris, volumen og timing. Algo-ordrer bruges ofte til at automatisere beslutninger, optimere udførslen af ordrer, reducere omkostninger og kan være nyttige til at handle store mængder værdipapirer.